Familielejr i fællesskabet og nærværets tegn – yoga og dans

Uge 27   lørdag den 30/6 2018 - lørdag den 7/7 2018

Alkoholfri, vegetarisk, økologisk når muligt

Uge 27 på Skarø er en invitation til, at komme ned i gear, finde ro, og komme i kontakt med sig selv og andre med havet og Skarøs natur som ramme.

For at hjælpe roen og nærværet på vej er der forberedt yoga for voksne dagligt. Der vil også være improviseret dans – 5Rytmer – for voksne nogle gange i løbet af ugen (se evt. Facebook: Nuets Dans). Traditionen tro, har vi en udflugt til Drejø. Og så er der selvfølgelig sang og musik omkring bålet om aftenen. Medbring gerne akustiske instrumenter.

Det er dog samtidig en uge, hvor der er plads til, at du selv kan byde ind. Sidste år havde vi gang i; Svedehytte, Rosenmetoden, bygning af pizzaovn, fremstilling af mega-sæbebobler, brandøvelse, lejrfest med dans, ruse-fiskeri og krabbetur med børnene, urte-tur, højtlæsning, kreativ (og skøn) madlavning med øens urter og selvfølgelig masser af badning!

Den bærende intention med uge 27, er, at give det gode fællesskab de bedste rammer. Aktiviteterne bidrager til at skabe masser af fællesskab på tværs af generationer. Hvis du har noget, som du har lyst til at dele, en særlig viden eller ideer til kreative aktiviteter, så tag det med!

Kom og vær med til at skabe en uge, hvor alt kan ske og hvor gode ideer er velkomne. Du bestemmer selv, hvor meget du vil tage del i aktiviteterne, men det praktiske er en fælles opgave. Os der arrangerer ølejren arbejder ulønnet. Lejren er baseret på fællesskab – et fællesskab, der fungerer ved, at vi løfter de daglige opgaver i samlet flok.

Hvis du over 11 år, så har du en daglig opgave, som f.eks. en opvask, madlavning eller en anden opgave – som løses i fællesskab med lejrens andre deltagere. Det er også en hyggelig måde, at lære hinanden at kende på .

Maden i lejren er vegetarisk. Vi er ikke mere rettroende end, at vi gør brug af mælk, æg, torskerogn og makrel i tomat – det sidste mest for børnenes skyld . Hvis du har bøger om urter og særlige vegetariske ynglingsopskrifter, så tag dem med.

Skarø lejren er en skøn primitiv lejrplads for naturelskere uden elektricitet. Pladsen ligger åbent, lige ude til vandet, på en 400 m bred tange, så der er hav på begge sider af lejrpladsen.


Kontakt person : Brian Kjøller email: mail(a)briankjoeller.dk telefon: 40359717