Alkoholfri Familielejr

Uge 30   lørdag den 21/7 2018 - lørdag den 28/7 2018

Vi glæder os til endnu en herlig sommeruge og ser frem til at møde gamle som nye deltagere. Bemærk at vi i år er en 7 dages uge, der starter lørdag d. 21 juli kl.12 og ikke mandag som sidste år, samt at vi har måttet rykke en kalenderuge frem.
Lejren er alkoholfri. Det har vi valgt, for at skabe størst mulig tryghed for både børn og voksne. Vi er en ”lille”rolig uge, med max. 50 deltagere i alt. Vi står opført som familielejr, men alle er naturligvis velkommen med eller uden børn. Af hensyn til madindkøbet er der en deadline for billetnet-salget onsdag d. 18/7, men beslutter du/I jer for at komme i sidste øjeblik, så kontakt os og vi finder sikkert ud af noget.
Børn under 2 år deltager gratis. Er du eneforsørger, skal du kun købe billet til dig selv og til de 2 ældste af dine børn; nummer 3, 4 osv. af dine egne børn deltager gratis. I år er unge-kategorien genindført (15år til 24år)

Alle der er gamle nok, er med til at løse de praktiske opgaver: Madlavning, kaffe/the og opvask, teltpladsen (eftersyn af barduner m.m. til fællesteltene) og toiletvognen (tømning og rengøring af 3 toiletspande et par gange dagligt) Og selvfølgelig almindelig oprydning. Det kan lyde af meget, men det er som regel både hyggeligt og nemt nok. Påregn 1-2 opgaver pr. dag pr. deltager afhængig af, hvor mange vi bliver.

Da øen ikke har en købmand, er vi nødt til at købe ind på forhånd. Der er derfor lavet en madplan for hver enkelt dag, som vil indeholde traditionel husmandskost. Æg og kartofler køber vi af de lokale.
Bålet tændes til aften, hvor store og små kan samle sig til f.eks. fællessang, historiefortælling, snobrødsbagning og andet godt vi kan finde på.

Alle deltagere har mulighed for at skabe aktiviteter, som kan være alt fra rundbold til, yoga, børneteater, undervisning i kvantefysik eller hvad fantasien bringer. Øen byder også på mulighed for krabbefiskeri, badning og har også en legeplads ved havnen.

Vi viderefører også en gammel Skarølejr tradition: Drejø præsten kommer over og afholder en børnevenlig ølejr gudstjeneste med efterfølgende åbent hus for de af øernes beboere der dukker op.Muligvis deler vi det op i to arrangementer. (Oprindelig blev kirken regnet for et kapel, men så satte øens beboere et tårn på det og så blev det en kirke) Det plejer at være en rørende og hyggelig oplevelse for dem, der har lyst til at deltage. Er vi heldige kommer Morten, der er uddannet kok, forbi og fortæller om vilde urter og andre spiselige sager man kan finde rundt om på øen.

Desuden arrangeres der en Drejøtur, hvor vi runder det berømte fugletårn, hilser på heste, studerer frøer og græshopper og indtager medbragt frokost i Gl. Havn inden man slippes løs i Drejø by, hvor man kan finde købmand, grillbar og Gammel Elmegård der sælger souvenirs, is, lagkage og te/kaffe. Færgen plejer at sejle fra Skarø kl.11.35 og vi skal hjem med færgen fra Drejø kl. 16.00. Gåturen til Gl. Havn og Drejø by er ca. 1,7 km. (Der sejles gratis mellem Skarø og Drejø) Der er festuge på Drejø, og man kan selvfølgelig selv pendle derover og opleve stemningen. Læs mere om programmet på Drejø.dk

Lejren har flere store gode sovetelte til rådighed, men man kan også medbringe sit eget telt.
Selve lejrpladsen kan godt være lidt ujævn, derfor er et godt soveunderlag at foretrække, samt sovepose/dyne og evt. nogle varme tæpper. Har man bilen med, kan man parkere i lejren. Der er også et lille solfangeranlæg til begrænset opladning af mobiltelefoner.Bruger man powerbanks, så hav dem opladet hjemmefra. Selvom solen ALTID skinner alle dage i uge 30, bør man måske alligevel tage lidt regntøj med.

Udover hvad lejren byder på, har Skarø havn et toilet/badehus med vaskemaskine og tørretumbler. (der skal betales med visa/dankort)
Vi glæder os til 7 dejlige dage på Skarø i fællesskabets tegn.
Følg os også på Facebook: Skarø ølejr uge 30 ;med opdateringer og ny information.

Hilsen igangsætterne. Jens Peter, Karsten, Maria og Rikke.


Kontakt person : Rikke Ibsen email: ribber(a)hotmail.dk


Facebook Skarø uge 30