Mad til enhver tid
Uge 31 lørdag den 27/7 2024 - lørdag den 3/8 2024
I denne uge er der plads til både børn, voksne og unge – familier, kærester og singler.
Vi ender lykkeligvis altid ud med at være et skønt sammenrend af folk fra alle alders- og samfundslag, og sammen dækker vi generationskløften med snakke, lege, dukkerter, gåture, bål, spil, musik og hygge til ofte langt ud på de små timer.
Madlavningen udgør selve hjertet i ugen, og både grøntsagssnittere, “chefkokke” og køkkenskrivere er i høj kurs. I fællesskab klarer vi de praktiske opgaver og har det hyggeligt imens.
Udover naturen, pladsen og havet er der spil og andre aktivitetsmaterialer i lejren, og et par børneigangsættere byder ind med ideer og aktiviteter. Men det er ferie og masser af tid til fri leg og plads til initiativrige forældre og andre legebørn. Da vi ikke har strøm, er der gode muligheder for digital detox; ja det kommer faktisk helt af sig selv.
Vi glæder os til at se både kendte og nye ansigter.
Husk musikinstrumenter i enhver afskygning til aftenhygge i køkkenteltet. Torsdag holder vi festaften, hvor nogle holder af at klæde sig festligt på.
Vær opmærksom på, at ugen kan forventes hurtigt udsolgt.
Kontakt person : Pernille Brunberg
pernilleta(æ)hotmail.com
telefon: 60896587